Lidt om mig
I 1978 så jeg en TV-udsendelse fra Kähler i Næstved, og det blev starten til mange års virke med ler. Jeg meldte mig til et kursus, og som årene gik, blev jeg mere og mere optaget af lerets mangfoldighed.
I 1994 sagde jeg mit job op og gjorde min hobby til mit arbejde. En ovn blev indkøbt, og diverse værelser i huset blev brugt som arbejdsværelse, tørrerum og lager osv. Da vores hus efterhånden ikke kunne rumme det hele, lejede jeg i 1998 nogle lokaler og indrettede værksted.
På mit værksted og på udstillinger viser jeg utraditionelle stentøjsarbejder. Jeg arbejder med modellering, såvel som plade- og pølseteknik.
Jeg bruger engelsk ler med chamotte. Det færdige værk bliver tørret, i op til 1 måned, hvorefter det først brændes ved 1000 grader, så bliver emnet enten oxyderet eller glaseret og brændt igen, denne gang ved 1260 grader. Der går således fra en halv til en måned fra jeg har modelleret mit arbejde, til jeg står med den færdige ting.
Jeg har rejst meget. Rejseoplevelserne, det danske landskab, især de mange ture, jeg har travet med min hund, er af uvurderlig betydning for mig. Disse naturoplevelser, og den nære verden, er min inspiration og igangsætter.
Skitsebogen er mit vigtigste redskab. Her samles indtryk, som siden bearbejdes til stentøj af forskellig art.
For mine maleriers vedkommen kan jeg tilføje at jeg har tegnet og malet hele mit liv, men da jeg først i 90’erne tilfældigt prøvede at male med akrylmaling blev jeg meget begejstret, det passede til mit temperament, malingen tørrede hurtigt og jeg kunne komme videre med mit billede. Ofte kommer jeg håndlavet papir ind i mine billeder, jeg har lavet papir af mange forskellige materialer, -tang, halm, majs, banan og meget andet.
Jeg plejer at holde mig i skindet, d.v.s. jeg maler med jordfarver, sort en kølig grå, okker o.s.v. men den sidste tid har jeg været fristet til at bralre op med mange stærke farver. Billederne er meget forskellige, men det bliver bare sådan, jeg er påvirket af hvad der sker omkring mig, – glæder, sorger, bekymringer, oplevelser.
Jeg prøver at videregive min fascination af hverdagens små oplevelser og mirakler.